torsdag den 3. september 2015

Byggeuge 14 - Inventar i køkken, bad og bryggers monteres


Maler- og murerarbejdet blev endelig færdigt i sidste uge og i denne uge mødte vi tømreren fra Voldum Tømrer- og snedkerforretning, som ene mand satte al inventar op til køkken, bad og bryggers.

Selvom de fleste elementer kom færdigsamlet, så synes jeg stadigt, at det er imponerende, at han kunne gøre det helt alene og i dén fart. Han brugte ikke andet end en enkel arbejdsdag på at sætte det hele op.
Hvis det ikke var fordi, at han ved en fejl, kom til at skære i bordpladen ude i bryggerset, så var han faktisk færdig derude. 

Normalt har man en håndvask derude, men dette har vi fravalgt og ændringen var åbenbart ikke kommet med i tegningerne, så fejlen lå altså faktisk hos Huscompagniet

Men det er jo hvad der kan ske og det var heller ikke noget problem, at få fremskaffet en ny bordplade. 

Jeg ville dog sikre mig, at træelementerne under bordpladen også blev udskiftet, da disse jo også er blevet skåret i, så det tog jeg en snak med byggelederen herom.

Er godt klar over, at det ikke er noget som man vil lægge mærke til, når først bordpladen er blevet lagt på, men tingene skal jo gøres ordentligt og især når jeg nu er bevidst om det, så ved jeg bare, at det vil irritere mig grænseløst, hvis det ikke bliver skiftet ud :)

Men ellers ser resten jo rigtig fint ud. Nu ligner det endnu mere et rigtigt hus. 

Det store badeværelse
Det lille badeværelse

Den udvendige facade er som sagt også blevet færdig og fortjener i dén grad også lidt eksponering. Godt gået af drengene fra JBL Murer og Tømrer.



Og så er det blevet tid til endnu et tjek af strømforbrugt, som pt. siger 1.667 kWh, altså 140 kWh mere end sidst.


"Det går stille og roligt fremad
ligesom afbetaling - USO"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar