onsdag den 12. august 2015

Byggeuge 13 - Murer- og malerarbejdet forsættes

Murerarbejdet skrider frem i denne uge og vi har nu en hel side som står færdig nu. Indenfor er malerne blevet færdig med at spartle og og gået i gang med at sætte glasfiltet op... og jeg må sige, at det ser ret godt ud :)

Samtlige vægge skal males hvide i glans 7. Oprindeligt havde vi valgt glans 5, men malerne anbefalede os 7'eren, da den var nemmere at rengøre og det lød jo meget godt i vores ører, så den var købt med det samme!


Dog har vi 3 vægge; én i stuen, én i køkken/alrummet og så væggen i det ene børneværelse, som skal males i en mørkegrå farve og det skal være den samme grå farve, der skal gå igen, således der er konsistens.

Min bedre halvdel frygtede dog, at køkken/alrummet vil blive for tungt og dystert at kigge på, da gulvklinkerne også er mørkegrå, så hun var mere for en lysere grå farve.

Jeg kunne se pointen i børneværelset, da det er et noget mindre rum og her vil en mørkegrå farve få værelset til at syne mindre, men køkken/alrummet er på næsten 35 kvm og køkkenet er hvidt, så her var jeg ikke bekymret. Det samme gjaldte for stuen på næsten 27 kvm.

MEN... vi skulle jo gå på kompromis, så valget er endte på 3 forskellige farver grå. Den helt mørke i stuen, den lidt lysere i køkken/alrummet og den lyse i børneværelset. 

På denne måde fremstår det mere som et bevidst valg end hvis vi havde valgt at male stuen og køkken/alrummet i samme grå farve og børneværelset i en anden.



Til de interesserede så blev Solid Mountain (S5500-N), Grey Haze (S4000-N) og Grand Cliff (S3000-N).

Flisemureren har også været forbi i starten af ugen og murede vores brusheniche helt op til loftet som vi bad om og resultatet er blevet ret flot synes vi selv!

Nu mangler vi bare glasvingen og bruse-armaturet, så er brusenichen klar :) 






Og så et hurtigt tjek på strømforbruget siden sidste uge. 1.527 kWh stod den på, altså et forbrug på 170 kWH siden sidst.


torsdag den 6. august 2015

Byggeuge 12 - Maleren og murerne kommer på besøg

Så er vi endelig kommet up-to-speed igen med bloggen og vi er nu gået ind i den 12. byggeuge.

i denne uge har vi haft besøg af håndværkerne fra JBL Murer og Tømrer, som også har lavet tagkonstruktionen på huset. Efter deres eget udsagn skulle huset være færdigmuret i løbet af en 10 dags tid. Det bliver så godt, at se huset stå færdigt - udefra set! :)


Malerne fra Egelinds Malerfirma er også i gang i huset  som skal stå for spartling af vægge og lofter, påklæbning af glasfilt og maling af vægge. 

De gik i gang i tirsdags og skal være færdige til næste fredag, altså godt 2 arbejdsuger. Det bliver fedt, at se væggene malede, så de rå vægge bliver dækket til. 

Sammen med gulvfliserne, så er rummene jo stort set færdige. Trægulvene mangler vi selvfølgelig stadigvæk :)


Det er faktisk også første gang vi er inde i huset siden fliserne blev lagt. For nu skal vi rekvirere husnøglen, da huset nu er lukket, hos Huscompagniet, hvis vi vil have adgang til huset udenfor arbejdstid.

Så vi var også rigtig spændte på at se, hvordan væggen inde i de 2 brushenicher har taget sig ud, da de også er blevet muret op med de selvsamme fliser i køkken/alrum, bad og bryggers.

VI er blevet rigtig glade resultatet og vi synes at det giver brushenichen et fedt look! Dog ville vi gerne have haft fliserne muret helt op til loftet. Så vi ringede til flisemureren Esben Albers og hørte om han ikke kunne gøre det og det var intet problem. Det bliver fikset i næste uge! Sådan!! 

Samtidigt fik vi også øget højden på vores glasvinge i bade med 30 cm (én flisehøjde), så der kun bliver ca. 30 cm mellem loft og overkanten af glasvingen.




Så er er det tid til at tjekke op på strømforbruget igen

Det er jo ved at være et stykke tid siden jeg har kigget til strømforbruget. 

Jeg tror sidste gang, var en gang lige før sommerferien og jeg skal da love, at der er blevet brugt noget strøm imellemtiden.

Strømmåleren siger 1.357 kWh! Det er vel og mærke 1.257 kWh mere end hvad jeg sidst så den til! XD

Så hvis vi, groft sagt, regner med 2 kr./kWh, så svarer det til 2.714 kr. - Det er vel egentligt ok... indtil videre!

Strømforbruget steg iøvrigt, da de begyndte at tørre huset :)

Byggeuge 9 - 11 - Elarbejde, flisearbejde og trappe

Grundet sommerferie har der været lidt stille på bloggen Der har heller ikke været så meget run på i huset af samme årsag, så derfor laver jeg lige en opsamling på, hvad der er sket de sidste 3 uger.

Elarbejde
Elektrikeren fra Hesselund har været ude og fået trukket ledninger til stikdåser, udtag til inden- og udendørslys, backlight til spejle i badeværelserne. 

Han har dog ikke fået lavet udtag til spots'ene. Det regner vi med bliver gjort, når han vender tilbage igen for at sætte rammer i dåserne.



Trappen
Så blev trappen mellem stuen og køkken/alrummet også blevet lavet, hvilket var rigtig fedt at se, men der var nogle problemer. Trappen er ikke udformet, som vi har ønsket det og trædefladen på trinene var ikke dybe nok.  


Man kan se omridset af trappen tegnet på væggen - Der skulle have været mere trappe

Dybden på trædefladen var ellers en bekymring jeg havde luftet for håndværkerne derude, men jeg fik at vide, at man havde brugt en standard formel til at lave trappen udfra, så det passede i forhold til hvor mange trin der skulle være og stigningen fra det ene rum til det andet.

Så tænker jeg selvfølgeligt, at alt er som det skal være og der er styr på det. Trinene er 23,5 cm dybe og det kan vi tydeligt mærke er for kort, da vi bliver nødt til at gå på trinene på tæerne og træde forsigtigt for ikke at træde forkert.

Derudover var trappen heller ikke lavet færdig, da den skulle rage længere ud på den ene side. Man kan endda se omridset af trappen tegnet på væggen, men hvorfor de ikke har bygget trappen helt ud, ved jeg ikke noget om.

Så det snakker vi med byggelederen fra Huscompagniet om og viser det oprindelige billede af den trappe vi ønskede at få opført i huset også. Her kunne Tommy også se, at der var noget galt og at det skulle laves om. Vi skulle bare finde ud af, hvor dyb en trædeflade vi vil have på trinene.

Godt så! Nu skulle vi bare ud og måle en masse trin på diverse opgange for at finde den "perfekte" trædeflade. Dette får vi så målt til 28,5 cm, altså 5 cm mere end oprindeligt - Det er RIGTIG MEGET ved siden af!

Men nu havde vi fundet den rette dybde, så nu skulle vi bare finde ud af, hvornår trappen kunne laves om og hvem der skulle gøre det.











Flisearbejde
Imellemtiden var flisemureren Esben Albers kommet ud i huset og begyndt at sætte fliser i køkken/alrum, badeværelserne og bryggers. Problemet var bare, at han også var den, som skulle murer trappen til med fliser og denne var jo ikke færdig.

Så efter en snak med Esben, hvor vi forklarede ham problematikken, endte det faktisk med at det var ham, som skulle pille trappen helt ned igen og lave en ny, selvom det ikke var hans opgave til at starte med.

Det var vi faktisk rigtig glade for, da Esben vidste nøjagtigt, hvad vi vlle have og hvordan vi vil have det. Vi gav ham også billedet af den trappe vi skulle lave vores trappe udfra. 


Derudover anbefalede han os også, at bruge en hel flise, som trædeflade, da det vil give det bedste helhedsindtryk. For så fortsatte med man den samme flise fra køkken/alrummet af og ud i trappen. En flise måler 30x60 cm, hvilket giver en trædeflade på 30 cm.

Min umiddelbare tanke var, at det måske var for meget, men vi valgte at stole på Esben, da han trods alt er eksperten og har gjort det her en million gange.

Og resultatet blev FANTASTISK! Trappen er blevet nøjatigt som vi havde ønsket og det fylder heller ikke nær så meget som før, nu hvor trappen er udformet i den korrekte stil.

Så et kæmpe APPLAUS til flisemurer Esben Albers herfra!


Så lykkedes det endelig - Vores flotte trappe!

Lidt flere billeder fra de 3 uger der gik


Vores store vinduesparti i stuen er endelig kommet op!

Køkken/alrummet - Nu med akustiklofter

Brusekabinen i det storebadeværelse

Vores fliser - Boulder Country Anthrazit fra Villeroy & Boch

Vi har fået et skur!

Vores vindueskarm skal også lige have lov at komme med :)