onsdag den 22. april 2015

Kvik køkken

Vi har aldrig tænkt, at skulle kigge på andre køkkenfirmaer end HTH, da vi fra starten havde fået at vide, at det ikke kunne betale sig, at købe køkkener hos andre end byggefirmaet samarbejdspartner.

Det tænker vi jo umiddelbart giver fin mening, for byggefirmaet, hvilket i vores tilfælde er Huscompagniet, har jo forhandlet store mængde rabatter, når de sender 1.000 kunder HTH's vej om året. Ønskede man at vælge en anden køkkenleverandør, så kunne man ikke trække det fulde budgetterede beløb ud.

Eksempelvis, hvis man havde budgetteret 100.000 kr. til køkken/bad/bryggers, så kunne man måske kun trække 70.000 kr. ud og det lyder jo ikke særligt attraktivt. Ud af de resterende 30.000 kr., vil en del af det være en fortjeneste til Huscompagniet og noget af det vil vi få igen i form af rabatter givet på huset.

Så med det in mente, så havde vi aldrig tænkt på at gå til andre leverandører. Men da en af mine gode kammerater, fortæller mig at hans kusines mand har Kvik Køkken i Silkeborg og kunne give os gode rabatter, så overvejede vi alligevel muligheden. 

Så jeg sendte tilbuddet fra HTH til ham, så han kunne give os en pris på samme køkken/bad/bryggers. Han vendte hurtigt tilbage og fortalte at han kunne lave det samme til 110.000 kr.! Det er en besparelse på rundt regnet 32.000 kr.! Nu blev det lige pludseligt interessant, men det hele kommer jo an på, hvor stort et beløb vi kan trække ud af budgettet.

Og det er der jo kun en måde at finde ud af på. Så jeg sendte en mail til vores rådgiver, som kort tid efter fortalte, at vi totalt set kunne få 120.000 kr. ud af de budgetterede 130.000 kr.!

Dét var jo noget af en glædelig overraskelse, da det jo faktisk er en rigitg stor andel af det afsatte beløb vi kunne få ud! Så der var ingen tvivl nu, vi skulle ned til Kvik og se på deres køkkener.

Denne gang tog mødet heldigvis kun 2,5 time, da vi egentligt bare var ude efter det samme køkken, som vi i forvejen havde valgt, bare til billigere penge. Men vi kom faktisk også ud af mødet med et bedre køkken, da vi fik opgraderinger på eksempelvis bordplader og hårde hvidevarer - Fantastisk!

Dette er naturligvis kun lykkedes os, fordi vi har fået nogle ekstra gode rabatter, men jeg vil stærkt anbefale, at man altid prøver at forhøre, hvor meget man rent faktisk kan trække ud af det afsatte beløb til køkken, bad og bryggers. 

For standardsvaret vi hører fra køkkenfirmaerne er, at man nemt spare 20% ved selv at købe det ude i byen, så det kan være "besværet" værd!

mandag den 20. april 2015

Byggetilladelsen godkendt!

Onsdag i sidste uge (15. april) ringede jeg til kommunen for at få en status på byggetilladelsen, da der nu er gået 2 måneder og vi havde fået at vide at behandlingstiden kan vare op til 4 uger af Huscompagniet.

Det viser sig, at grunden til forsinkelsen, skyldes at kommunen havde ventet på at grundsælgeren stillede dem en bankgaranti og den havde han åbenbart først kommet med d. 20. marts selvom vi betalte for grunden i slutningen af februar. Så det lugter lidt af at pengene lige skulle forrentes først før de kom videre i systemet.

Anyways, kommunen svarede at vi allerede HAVDE fået byggetilladelsen og at den blev sendt til os d. 9. april, altså for godt en uge siden. Vi havde sjovt nok bare ikke fået noget at vide af Huscompagniet. Så dét må vi jo lige tage med dem, så vi kan komme videre med husprojektet.


Garderobeskabe

Garderobeskabe er noget vi har fravalgt hos HTH, da der er penge at spare ved at købe skydedørene i eksempelvis Bauhaus, hvor de laver dem efter mål. Skabselementerne kan man med fordel købe hos IKEA, da de har et meget større udvalg af indretningsmuligheder og til næsten ingen penge.

I vores soveværelse havde vi forestillet os at den ene side af endevæggen bliver brugt til et garderobeskab der går fra væg-væg og fra gulv-loft. Vores soveværelse måler 3,55 m i bredden og 2,63 m i højden, så det bliver en dejlig stor garderobe med masser af plads, men der skal også nogle ret store skydedøre til.

Heldigvis laver både Bauhaus og Silvan skydedøre efter mål, så vi har været en tur derud begge steder og fået et tilbud på skydedørene. 

Vi skal have 3 stk. skydedøre der hver måler 1,20 m. Den midterste skydedør skal være af spejl, men de 2 ud i siderne skal være lysegrå med træstruktur.

Der bliver jævnligt kørt kampagner på mellem 50-70% rabat på skydedørene begge steder, så der er rigtig mange penge at spare her.

På Silvan.dk kan du bruge deres design program til at opsætte dine skydedøre og samtidigt få en pris på det. Med 50% rabat kan vi få vores skydedøre for kun 2.300 kr.!


Ikea.dk kan du ligeledes designe dit garderobeskab. Her har vi delt garderoben op således, at konen og jeg har hver vores halvdel og så er der et modul i midten, som er til fælles brug.

I alt er det blevet til et stort og rummeligt skab bestående af 10 hylder, 2 udtræksskuffer, 3 trådkurver, 4 bøjlestænger, 4 buksestativer. Og alt dette for kun 3.400 kr.

Så totalt set koster vores garderobeskab 5.700 kr., hvilket vi synes er billigt!





I børneværelserne skal vi blot have nogle helt almindelige garderobeskabe, som kan fås for under 1.000 kr. pr. stk både i Silvan, IKEA, Bauhaus og Jysk. Så for 8.000 kr. er posten for garderobeskabe klaret!








Møde hos Hessellund El

Ugen efter mødet hos HTH, havde vi et mødet hos Hessellund El

I dag skal vi have kigget på elektriske installationer, såsom 
 - kontakter
 - stikkontakter
 - lampeudtag
 - netstik
 - antennestik
 - spots

Inden da havde Hesselund allerede sendt os et forslag til elplanen, så vi havde allerede et godt udgangspunkt. Der var kun nogle få ting, som skulle rykkes rundt og ellers var der bare nogle tilføjelser der skulle til.

I forhold til elplanen havde vi nogle bekymringer med hensyn til stikkontakterne og spots'ene. For hvor mange stikkontakter og spots skal man have og hvordan placeres de bedst?

Vi fandt ud af, at Sikkerhedsstyrelsen har en fast regel om, at der skal være 1 stikkontakt pr. påbegyndt 4 m2. Så f.eks. i børneværelserne, hvor vi har 11,50 m2, der kan vi have 3 stikkontakter, hvilket lyder helt fair. I husets største rum, som er køkken/alrummet vil der så være 8 stikkontakter.

Med hensyn til spots, så oplyser de umiddelbart kun lige over dét sted de er placeret og giver kun ellers begrænset lys ud til siderne. Så hvis man har brug for arbejdslys over køkkenøen, vil der være en god idé, at hænge nogle pendlere der i stedet.

En god tommelfingerregel er 1 spot pr. 1,5 m2 og så kan man ellers plotte spots ind i plantegningen efter det. Nemt og simpelt. 

Spots er iøvrigt også det dyreste af alle elinstallationerne, så det vil være en god idé kun at placere spots der hvor det giver mening. Eksempelvis udgør spots'ene 1/3 del af budgettet på el.

Nedenstående er det tilbud vi har fået af Hesselund:






  

Møde med HTH Køkkenforum

I marts måned var vi forbi HTH Køkkenforum for at vælge inventar og hårde hvidevarer til vores køkken, bryggers og bad.

Det har været et møde, som vi har glædet os rigtigt meget til, da både køkkenet og badeværelserne er nogle ret centrale dele i hjemmet og det er jo altid sjovt at kigge på indretning!



Vi besøgte HTH weekenden inden, så vi kunne skabe os et billede af, hvad for et køkken vi godt kunne tænke os. På den måde kunne mødet afholdes hurtigt og effektivt. På trods af vores foreberedelser, så endte mødet alligevel med at tage 5 timer! Hatten af for vores rådgiver, for vi var godt nok helt bombede efter mødet. 

Jeg blev nødt til at spørge rådgiveren om det var normalt at hans kundemøder tog så langt tid eller om det bare var os der var besværlige og krævende, men det var åbentbart meget normalt for ham og at han endda havde haft meget længere møder! Én ting ihvertfald sikkkert - Jeg skal aldrig være køkkenrådgiver!

Køkken
I køkkenet skal vi have hvide grebsfrie fronter på både køkkenøen og vægpartien. 

Bordplade: 594 Trend Hvid
Skuffer: Underskab m. 3 lux-skuffer (Soft luk)

Kogeøen måler 1800x1200 mm og består af 3x2 moduler. Vasken er placeret i midten og opvaskemaskinen på højre side, så de sidste 4 moduler er skuffer.

Vægpartiet måler 3000x600 mm, hvor vi har 2 højskabe, der måler 600x600 hver. Det første højskab er et integreret køleskab og det andet højskab er med vores ovn og mikrobølgeovn. De resterende 1800 mm er brugt til bordplads, hvor vi har placeret en nedlimet kogeplade.


Køkken/alrummet i 3D



Hårde hvidevarer
Herunder har vi listet vores hårde hvidevarer op. Jeg ser ikke nogen grund til at skrive noget om det. De er allesammen af en god energiklasse, ser designmæssigt godt ud og er funktionelle.

Jeg kunne desværre ikke finde et billede af opvaskemaskinen, hvilket undrer mig lidt.

Vaskemaskinen og tørretumbleren tænker vi at købe i Elgiganten, da disse ikke skal være integrerede og kan fås både billigere og i nyere modeller.


Køleskab - Siemens KL81RAD30
Fryseskab - Siemens GS36NVI30
Kogeplade - Siemens EH801FL17
Ovn - Siemens HB33A1541S
Emhætte - Siemens LC86KA670
Opvaskemaskine - Siemens SN66MO425SK





Bryggers
I bryggers har vi valgt at køre videre med en hvide fronter dog med greb, da vi synes at bryggers er et mere råt rum. Bordpladen er en 542 Rustik Metal.


Bryggerset i 3D


Badeværelserne
I badeværelserne fortsætter vi med de hvide grebsfrie fronter til underskabene, som vi også havde i køkkenet. Dog har vi skiftet bordpladen ud med en sort blank bordplade med en heltstøbt vask. i det store badeværelse har vi dog også valgt et højskab på højre side.
Bordplanen måler 1600 mm  i bredden og består af et skab under vasken på 800 mm og 2 moduler på hver side på 400 mm med 2 skuffer.


Højskabet måler 400 mm i bredden.


Det store badeværelse i 3D


Gæstebadeværelset i 3D


Totalt set har vi brugt for 142.735,43 kr. på inventar og hårde hvidevarer på køkken, bad og bryggers. 

Vi havde budgetteret med ca. 130.000 kr., så vi har skudt lidt over mål, men ellers synes vi at det er mege godt ramt.




lørdag den 18. april 2015

Så sker der lidt på bloggen igen!


Det er ved at være godt 1,5 måned siden sidste opdatering. Der er sket så meget i den sidste stykke tid, så vi har ikke haft tid til at opdatere bloggen. Det har både været travlhed på arbejdet, en slem influenza og nok også krydret med en smule dovenskab :)

Derudover, kan vi også afsløre, at vi vente et lille dreng til august, så det skal nok blive spændende med nyt hus og baby på vej her til sommer :)